Skolerne i Oure Sport & Performance
Kontakt os Bestil materiale Sitemap
   
 
Oure forside  Pressemeddelelser
 
Opdateret - X Factor-deltagere får plads på Oure

Pressemeddelelse fra Skolerne i Oure, DR og Sony Music:

Xfactor2010

Sony Music, DR og Skolerne I Oure er gået sammen om at tilbyde finalisterne i X Factor skræddersyet musikundervisning.  

De 17 finalister i årets X Factor får nu mulighed for at fortsætte deres musikalske udvikling i landets bedste rammer. Sony Music og DR er nemlig gået sammen med Skolerne I Oure for at tilbyde dem ophold på Oure Contemporary Music. Det er Skolerne I Oures musikafdeling, som er udtænkt sammen med Kashmirs Kasper Eistrup og har en række etablerede kunstnere – som Tim Christensen, Marie Frank og Claus Hempler tilknyttet.  

Her får X Factor-finalisterne mulighed for plads, og skolen kan skræddersy dem det forløb, de ønsker – fra højskoleophold af forskellig varighed til muligheden for at tage 9.-10. klasse og en almindelig studentereksamen. Det betyder, at de yngre kan få en skoleuddannelse, mens de dyrker musikken, og de, der er færdige med skolen, kan tage forskellige kurser. - Jeg var helt blæst omkuld, første gang jeg besøgte Skolerne I Oure, og det er simpelthen en drøm for os at kunne give X Factor-finalisterne den hér mulighed, siger Karina Foss Fenn, der er projektansvarlig for X Factor hos Sony Music og fortsætter: - Min erfaring med X Factor er, at det er vigtigt for deltagerne efterfølgende at få et frirum, hvor de kan eksperimentere med deres musikalske udtryk og dygtiggøre sig. Dét frirum mener jeg i høj grad, at Oure Contemporary Music giver.  

Hos DR er der ligeledes glæde over den nye mulighed. -Vi kender om nogen deltagernes evne til at kæmpe for drømmene og udvikle sig på kort tid. Derfor glæder det os rigtig meget, at de får den her ekstra mulighed for at fortsætte deres kreative udvikling i nogle rammer, hvor niveauet er højt, og hvor de samtidig kan have nogle fine sociale oplevelser, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.  

Skolerne I Oure ser frem til at tage imod de X Factor-deltagere, som tager tilbuddet. - Vi er en bred uddannelse, og det vil vi gerne illustrere i samarbejdet X Factor, siger kommunikationschef Jasper Mortensen. - Tidligere X Factor-deltagere øger bredden, og nuancerer billedet af, hvilke muligheder der findes inden for musik. De kan bidrage med tanker og oplevelser fra situationer, andre slet ikke har været i. Omvendt kan de spejle sig i musikere, som er sangskrivere og har siddet og nørklet med det i årevis.  

Skolerne I Oure huser foruden musikelever også sportstalenter og har tradition for at rumme elever, som selv er medieeksponerede eller har forældre, som er det – herunder fodboldspilleren Kasper Schmeichel, håndboldspilleren Mikkel Hansen og tv-værtinden Katrine Bille.   

 
Kontakt Oure Contemporary Music: Thomas Bundgaard tlf. 61629349

Opdateret:

Et ophold på Oure vil være udviklende og afklarende

På Oure Contemporary Music (OCM) er der tilfredshed med samarbejdet med Sony Music og DR.

Lederen af OCM Thomas Bundgaard udtaler: Vi er enormt glade for, at så store aktører som Sony Music og DR kan se hvilke muligheder OCM tilbyder unge musikere. Hele vores musiksyn er netop, at vi tager udgangspunkt i den enkelte musikers kunnen, ambitioner og muligheder. Dette gør, at OCM henvender sig til alle mulige typer af musikere; både dem der ønsker at eksperimentere og afklare sig og dem der har en mere eller mindre færdig plan for deres kommende karriere. Fælles for det hele er dog, at vi ønsker at vores elever skal arbejde med deres personlige udtryk og originalitet – også indenfor sangskrivning og musikproduktion.

Den pladeaktuelle rockstjerne Kasper Eistrup, der har været tilknyttet OCM siden opstarten, er enig:
Det er jo indlysende at X Factordeltagerne vil få meget ud af at gå på OCM. Tankegangen bag projektet er jo netop at gøre vores elever bevidste om sangskrivnigen og i det hele taget om det skabende. Deltagerne vil uden tvivl finde ud af, om det er musikken de vil, eller om de vil søge andre veje. Under alle omstændigheder vil et ophold på Oure være udviklende og afklarende for dem!


Siden er sidst opdateret d. 15-4-2010 af   Til top
Printvenlig version
 
         

Skolerne i Oure Sport & Performance     Idrætsvej 1     5883 Oure     Telefon: 62 38 38 38     Fax: 62 28 18 85     E-mail: info@oure.dk